Gå til hovedindhold

Blandede bydele og integration

Vi skal gøre op med, at alt for mange aarhusianeres fremtid og livsmuligheder i dag er defineret af hvilken bydel, de er vokset op i. Samtidig er Aarhus ved at udvikle sig til en by, hvor rigtig mange mennesker simpelthen ikke har råd til at bo. Arbejdet med det vilde problem Blandede bydele og integration skal styrke mangfoldigheden, sammenhængskraften, den sociale mobilitet og det gode naboskab i vores by.

  • Læs op

Indhold

    Hvordan skaber vi en by, hvor alle aarhusianere kan realisere deres boligdrøm? Og hvordan sikrer vi, at alle, der bor i Aarhus, føler sig som en del af deres by?

    Den nuværende problemforståelse

    Demografisk skæv byudvikling

    I de sidste ti år er Aarhus Kommune vokset med cirka 4.000 indbyggere årligt. Vi er nu 362.000 aarhusianere. Seneste prognose peger på, at udviklingen fortsætter. Selvom befolkningsvæksten generelt er positiv, ser vi en demografisk skæv udvikling, der udfordrer sammenhængskraften i Aarhus. Det skyldes blandt andet at huspriserne stiger voldsomt, og at mange unge børnefamilier med helt almindelige indkomster simpelthen ikke har råd til at bosætte sig i byen.

    Når børnefamilierne flytter ud af kommunen for at realisere boligdrømmen, bliver Aarhus mindre mangfoldig. Det udfordrer den sociale sammenhængskraft og flere af de øvrige vilde problemer. Det gælder fx mulighederne for at rekruttere og fastholde mange af de nøglemedarbejdere, som vores arbejdsmarked og velfærdssamfund afhænger af.

    Relativ ulighed mellem bydele

    Aarhus er en by, hvor der er relativ stor ulighed mellem bydelene. Sociale problemer ophobes i nogle områder af byen, mens ressourcer – økonomiske og sociale – koncentreres i andre områder af byen. 

    Vi har nogle bydele i Aarhus, der i dag ikke er trygge og attraktive for en bred gruppe af aarhusianerne. Udviklingen i socialt udsatte boligområder har i en lang årrække været positiv, men vi har stadig store udfordringer med sociale problemer og integrationen halter stadig i nogle af vores bydele.

    Det er ikke befordrende for sammenhængskraften og den sociale mobilitet – hverken i de berørte bydele eller for byen som helhed.

    Når nogle bydele bliver stadig mere uopnåelige for de fleste, og vi samtidig har nogle bydele der ikke er attraktive for en bred gruppe af aarhusianerne, betyder det, at vi lever mere og mere opdelt og mest mødes med dem, der ligner os selv.

    To spor for det videre arbejde

    Alle skal kunne realisere deres boligdrøm i Aarhus

    Aarhus skal have mere blandede bo- og ejerformer, der gør det muligt for flere at bosætte sig på tværs af bydele. Det er en forudsætning for, at vi kan bryde med den skæve sociale- og demografiske udvikling, der i dag gør, at vi bor mere opdelt og fx udelukker mange unge børnefamilier fra det aarhusianske boligmarked. 

    Blandede bo- og ejerformer skal også have blik for de boligbehov som udsatte borgere, ældre borgere og borgere med handicap har. 

    Vi vil et stærkt fællesskab, som styrkes, når vi bor blandet på tværs af sociale, økonomiske og kulturelle skel.

    Alle skal føle sig som en del af Aarhus

    Vi skal gøre op med, at vi bor mere og mere opdelt og mest mødes med dem, der ligner os selv. Det gælder særligt i vores udsatte boligområder.

    Hvis sammenhængskraften skal styrkes, kræver det, at flere sociale lag bosætter sig i de dele af byen, der i dag er udsatte boligområder. Det kræver blandt andet, at vi styrker og videreudvikler vores integrationsindsatser samt de sociale- og beskæftigelsesrettede indsatser, så flere aarhusianere bliver en del af arbejdsmarkedet. 

    Det handler også om, at vi reelt skal høste de sociale gevinster af nye byggeprojekter, frem for at vi ser en opblomstring af private tilbud og en opdeling på gade- og opgangsniveau, når vi arbejder med blandede bo- og ejerformer.

    Af bilag 3 fremgår en række af de prøvehandlinger, vi vil arbejde med for at blive klogere på, hvordan vi kan håndtere det vilde problem. Yderligere prøvehandlinger skal udvikles og sættes i gang i samarbejde med fx civilsamfund, boligorganisationer, developere og erhvervsliv.

     

    ***

     

    I november 2023 besluttede byrådet at slå de to vilde problemer Bæredygtig vækst og Blandede bydele og integration sammen, da der i arbejdet med problemforståelserne viste sig at være meget stort overlap mellem de to vilde problemer.

    Du kan dykke mere ned i den nuværende problemforståelse af det vilde problem Blandede bydele og integration i vedlagte byrådsindstilling, som blev vedtaget af Aarhus Kommunes byråd den 22. november 2023. 

     

    Bilag

    Byrådsindstilling: Det vilde problem, Blandede bydele og integration
    Bilag 1: Det vi ved og det vi står på
    Bilag 2: Fælles baggrundsnotat til byrådsindstillingerne om de syv vilde problemer
    Bilag 3: Overblik over mulige prøvehandlinger
    Sidst opdateret: 6. december 2023