AI Etik
Her kan du få et indblik vores arbejde med etik indenfor AI og blive klogere på, hvordan vi sikrer ansvarlig anvendelse af teknologien.
Aarhus Kommunes tilgang til AI-etik
Som kommune er etik centralt, når vi anvender AI. Når teknologien påvirker borgere, medarbejdere og samfund, handler det om at træffe de beslutninger, der er rigtige og ansvarlige. Overvejelserne om hvad der er ’rigtigt’ og ’ansvarligt’ handler for os om at sikre, at vores brug af AI og digitale teknologier følger de eksisterende retningslinjer, principper og værdier for, hvordan vi ønsker at møde borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere.
Vi ser AI som et værktøj, der skal understøtte faglighed, skabe kvalitet og styrke menneskelig dømmekraft – ikke erstatte den. Udgangspunktet er ”ingen kunstig intelligens uden menneskelig intelligens”.
AI-etikken er vigtig, fordi teknologien kan forme borgernes møde med kommunen, ændre medarbejdernes arbejde og påvirke opfattelsen af Aarhus som by. Derfor skal AI udvikles og anvendes på en måde, der skaber tillid, gennemsigtighed og reel værdi samtidig med at vi passer på både mennesker og samfundets ressourcer.
Den etiske screening
Alle AI-projekter i Aarhus Kommunes vurderes gennem vores AI-screeningsværktøj, ud fra tre hovedspørgsmål: må vi? kan vi? bør vi?Screeningen hjælper med at sikre ansvarlig udvikling, effektiv implementering og etisk afklaring, før en løsning tages i brug.
Tryk her for at læse mere om AI-screeningsværktøjet:
Den etiske screening ligger i spørgsmålet “bør vi?”. Her er fokus på følgende tre områder:
1. Borgere
Vi vurderer, om AI-løsningen:
– er gennemsigtig, så borgere kan forstå teknologiens rolle
– modvirker diskrimination og bias gennem korrekt datagrundlag og fagligt eftertjek
– giver mulighed for menneskelig kontrol og verifikation
– tydeliggør ansvar og afsender
– undgår digital eksklusion og tilbyder alternativer og støtte
2. Medarbejdere
Vi vurderer, om AI-løsningen:
– kræver oplæring, og om medarbejderne er klædt på til at bruge den
– ændrer opgaver på en måde, som medarbejdere kan forstå og være trygge ved
– giver mulighed for tilsyn og faglig kontrol med output
– indebærer risiko for dekvalificering, og hvordan den i givet fald håndteres
3. Kommune og samfund
Vi vurderer, om AI-løsningen:
– står mål med sit ressourceforbrug og om der findes mere bæredygtige alternativer
– påvirker kommunens omdømme eller borgernes oplevelse af nærhed og tillid
– skaber modstridende målsætninger i forhold til kvalitet, arbejdsmiljø eller service
– har bredere etiske konsekvenser, fx for inklusion, klima eller demokratisk deltagelse
En ansvarlig retning for fremtiden
Med denne tilgang sikrer vi, at vi kun bruger AI, når det giver mening, skaber værdi og understøtter vores måde at være kommune på. AI skal gøre Aarhus til en bedre by for alle – med mennesker i centrum.