Gå til hovedindhold

Digitaliseringsstrategi

Aarhus Kommune har vedtaget en ny digitaliseringsstrategi, som skal vise vejen til, hvordan vi bedst imødekommer den teknologiske og samfundsmæssige udvikling – under overskriften: Værdiskabende digitalisering.

Indhold

    Strategien har til formål at skabe værdi for både borgere, virksomheder og medarbejdere. Derudover skal strategien sikre, at kommunen har digital handlefrihed, i såvel økonomisk som i udviklingsmæssig henseende.

    Strategien er baseret på fire målsætninger, som de tværgående og lokale digitaliseringsindsatser skal bidrage til at indfri:

    1. Skab værdi sammen med borgerne: Vi udvikler og samskaber løsninger, der forbedrer kvalitet, fleksibilitet og selvstændighed for alle.

    2. Frigiv tid: Optimerede processer frigiver tid til værdiskabende opgaver og afhjælper arbejdskraftsudfordringer.

    3. Øg sikkerhed og tryghed: Sikker datahåndtering og beskyttelse mod trusler sikrer tillid til kommunen.

    4. Styrk den digitale handlefrihed: Vi bevarer ejerskab til egne data og sikrer frihed til at vælge de bedste digitale leverandører.

     

    Derudover består strategien af fem principper:

    Principperne skal ses som en form for tjekliste, inden en aktivitet eller et projekt startes op, og de danner dermed et grundlag for den måde, som vi ønsker at digitalisere og anvende teknologi på. I hovedpunkter ønsker vi at arbejde med genbrug og skalering, bryder vaner, respekterer og tager vare om vores data og øger fleksibilitet og inddragelse af medarbejdere, borgere og virksomheder i processen og udviklingen.

    1. Vi digitaliserer, så der bliver mindre myndighed, mere borger
      Vi digitaliserer, så fleksibilitet og handlerum for medarbejdere, borgerne og virksomheder øges. Digitale løsninger skal være tilgængelige, brugervenlige og imødekomme reelle behov.

    2.  Vi deler, genbruger og implementerer gode løsninger og data
      Vi lærer af dem, der allerede har succes, og genbruger andres løsninger. Vi kommer hurtigere frem til de gode løsninger ved at se på andres erfaringer og skaber et mere sammenhængende fundament ved at bruge andre myndigheders løsninger. Vi deler data, hvor det er muligt, og hvor det skaber værdi for borgerne, os selv og andre.

    3.      Vi behandler data, som var det vores egne
      Vi behandler borgernes data med stort ansvar og omhu. Vi udarbejder risikovurderinger og implementerer sikkerhedsforanstaltninger for at opretholde tilliden til vores digitale løsninger og til vores anvendelse af data. Vi gør vores medarbejdere stadigt bedre til at passe på de data, vi får stillet til rådighed.

    4.      Vi bryder vanerne, når der udvikles digitale løsninger
      Vi bryder med gamle vaner og praksis, når nye løsninger udvikles. Vi tænker kreativt for at skabe innovative løsninger, som gavner medarbejdere, borgere og virksomheder. 

    5.           Vi øger handlerummet, når vi digitaliserer
      Vi giver medarbejderne indflydelse på, hvordan de digitale løsninger tilpasses opgaveløsningen. Vi stiller krav til it-leverandørerne om ansvarsfuldt samarbejde og et økonomisk mindset, som betyder at der er fokus på sammenhæng mellem værdi og omkostninger. Vi insisterer på, at leverandører skal levere god service, så vi kan skabe værdi for medarbejdere og borgere. 

    Læs den fulde strategi via linket ovenfor 👆

    Sidst opdateret: 22. april 2025